Tankespind

Nogle gange har jeg svært ved at finde mig selv.
Mit liv... Som en tørretumbler... Rodet.. Jeg kan ikke huske sidste gang jeg havde ro i mit sind. Efter jeg er blevet smidt ud fra hjemmet, bor forvildet hos veninden og kommunen kan ikke finde ud af at få den fucking finger ud af røven. Alle de mærker på sjælen.
Mange siger at jeg er vokset op for hurtigt. Gået glip af barndommen. Og ja.. Det kan jeg godt selv se.
Jeg havde det som skolen var mit hjem, og mit hjem var skolen. Jeg var altid anspændt hjemme.. Stresset. Bange. Bange for skyggen. Bange for hånden. Bange for kniven. Det var for stort et pres..
Men det er overstået nu..
Jeg kan stadig huske den første snak med Allan. Da jeg begyndte at kunne se et håb for en bedre hverdag. Det krævede mange tårer. Det krævede psykolog. Det krævede at jeg havde et "handicap".. Som så mange var stress og pres..
Det krævede blod. Ar. Mærker på krop og sjæl.
Men igen.. Det er overstået..
Jeg bliver så trist når jeg tænker tilbage.
Jeg kan huske mit første engel. Dennis. Min ekskæreste. Han reddede mig når jeg havde det værst. Han fik mig til at føle sådan en ro. At jeg var god nok. Det var der jeg begyndte jeg at åbne mig. begynde at vende vrangen ud på mig selv. Jeg er dog stadig indadvendt idag. Men ikke nær så meget som for et år siden. Jeg er begyndt at knytte mig lidt mere til folk. Det er et fremskridt.
Jeg er nok mest af alt skuffet over min mor.. Hvorfor kunne hun ikke se det..? Hvorfor stoppede hun det ikke, hun så det jo selv, hun så ham gøre det!? Min konklusion er at hun er svag. Kærlighed gør blind, ikke..?